Igen kastede jeg mig ud i en udfordring. Denne gang lånte jeg Tinas Fujifilm X100V – en lille fiks sag, der klarede det super inde i det svage lys
Jeg er simpelthen så positiv over den oplevelse i onsdags sammen med Tina Sørensen. Jeg er ikke den museums-besøgende-type. Men wauw hvor er Moesgaard stort og indbydende. Sikke mange smukke udstillinger. Jeg kunne have brugt flere timer der.
Jeg synes, det var rigtig spændende at prøve Tina’s Fujifilm X100V. Den er lille og fiks og det fede ved det spejløse kamera er, at du ser, hvordan dit billede bliver, inden du trykker på udløseren. Det prøvede jeg også den anden dag med Theis’ Fujifilm X-T3. Det er helt nyt for mig, og absolut noget jeg sagtens kunne vænne mig til.
Jeg fik denne serie ud af det – og tænkte ja, hvorfor ikke lave det sort/hvid for at udfordre mig selv endnu mere.
Man kan ikke være på Moesgaard uden at besøge Grauballemanden. Der måtte jeg have min iPhone op, for der var virkelig mørkt og jeg havde ikke stativ med. Men tænk dig, jeg er 40 år og har aldrig været der. Jeg lover, der ikke går 40 år igen.
Tinas billeder
En af de sjove oplevelser ved at fotografere sammen med andre er efterfølgende at se, hvad vi hver især har fået ud af det med hvert vores udstyr men også, hvordan vi redigerer forskelligt.
Tina har fotograferet sin serie med sit Fujifilm X-T3 + 50mm f1. Totalt lækkert objektiv.
Jeg er så vildt med hendes look og de lækre bokeh’s hun har fået frem.
I vil høre mere til Tina inden længe. Hun er så inspirerende et menneske og jeg er altid så fyldt med glæde indeni, når jeg har været sammen med hende. Derfor har jeg besluttet mig for at skrive et bloginlæg om hende til min serie ‘Jeg har mødt en person‘. en serie jeg begyndte på, da jeg var i Spanien. Den serie vil jeg puste liv i igen.
Til allersidst vil jeg vise nogle ‘Behind the scenes’ billeder hun tog af mig. Og bemærk, at jeg ikke har outdoor tøj på 😉
Ej jeg må også lige vise billederne Tina tog af mig, da vi kom hjem til hende om aftenen. Vi havde spist og kl. var 22.30 og pludselig var jeg placeret med en beautydish lysende på mig og Tina var i gang med hendes 50mm f1 – hvor er det et vildt objektiv. Hun er umættelig for leg og jeg elsker det. Så vi fik lavet denne serie, inden vi takkede af for en skøn dag og smuttede i seng 🙂
Nu vil jeg rulle videre, venter på det bliver weekend, hvor jeg skal sidde i skjul i 2 dage og forhåbentlig se opleve mere dyreliv. Du kan sige, at jeg oplever meget forskelligt.
Hvis du selv tager billeder, hvilken type billeder tager du? Udfordre du dig selv på andre områder? I så fald – hvad ville være en udfordring for dig?
(Kommentarerne bliver først synlige, når jeg har godkendt dem, da jeg har noget spam indimellem, jeg ikke ønsker offentliggjort).
På gensyn og rullende hilsner
Anja
Sikkert ikke overraskende mest på museer og udstillingssteder i embeds medfør; men det kan såmænd også være udfordrende. 🙂
Naturen er der jeg føler mig mest tilpas, men synes det er sjovt at prøve sådanne ting ind imellem ??