Rejse
Hvornår
& hvor
Hvorfor rejser jeg alene? Hvad er mine rejsedrømme for fremtiden? Læs svarene i min tidslinje.
April 2019
Startede selvstændig som grafiker og fotograf
Med sommerfugle i maven sprang jeg ud som selvstændig. Det har jeg ikke været før. Og det kilder i maven på en anden måde end at få den faste løn hver måned.
April 2019
På udkig efter en autocamper
Efter at have droppet tanken om en ‘overlander-ombygget-bil’, gik jeg all-in på at finde en autocamper, der passede til mit behov.
4. Maj 2019
Bumle blev købt
Jeg fandt Bumle i Solrød på Sjælland. Købte ham og tog ham med hjem samme dag. Han blev holdt hemmelig i en måned, inden jeg meldte ud til alle, hvad mine planer var.
4. maj - 25. august 2019
Planlagde turen
Så skulle der gøres klar. Bumle skulle på værksted, have solceller og installeret fast gas, mv. Der skulle tages billeder og laves hjemmeside. Jeg skulle lære en masse ting om at starte selvstændig med regnskab, moms og skat.
27. Juli 2019
Solgte alt, hvad jeg ikke skulle have med i Bumle
Jeg valgte at sælge alt hen over en weekend til et åbent hus/loppemarked. Der kom mange søde mennesker og købte mine ting. Og jeg savner intet af det.
25. august 2019
Bumle og jeg tog afsted
Endelig var dagen der! Jeg skulle køre over grænsen og mit ‘work and travel’ eventyr kunne starte.
August - December 2019
Vores første tur
Jeg startede med at køre ned igennem Tyskland, hvor jeg tog et par dage til Slovakiet og besøgte en dansker, der tidligere havde været nomade. Derefter kørte jeg Østrig. Jeg tog nogle smut til Sydtyskland, hvorefter jeg tog en uge i Slovenien. Derefter tilbage til Østrig, hvor jeg uden tvivl har brugt mest tid. Jeg tog igen nogle små smut til Sydtyskland.
Så kørte jeg mod Luxembourg, da jeg havde et møde. Derefter kørte jeg langs grænsen til Tyskland og til Frankrig. Jeg var noget tid i Schweiz, hvor jeg mødtes med en dansk kvinde, der har boet der i mange år. Derefter tog jeg en uge til Vallorcine/Charmonix, hvor jeg lånte en lejlighed. Derefter kørte jeg tilbage nogle dage i Schweiz, for så at køre igennem Tyskland og hjem på juleferie i Danmark.
Januar - Marts 2020
Spanien om vinteren – men så kom Covid-19 i vejen!
Jeg besøgte en tysk fotograf nord for Frankfurt, hvorefter turen gik til Schweiz, hvor jeg mødtes med den danske kvinde igen. Havde et par dage Schweiz, og kørte derefter til Frankrig med et smut i Annecy, og så kørte jeg til Spanien.
Jeg nåede at nyde Spanien i nogle uger inden Covid-19 kom. Min mor kom på besøg, men måtte desværre flyve hjem før tid, og et par uger efter måtte jeg desværre køre tilbage til Danmark.
Marts - ?
Danmark
Jeg triller stadig rundt i Danmark. Jeg nyder det virkelig. Jeg har haft skønt vejr på forskellig vis. Jeg har set mere af Danmark på den korte tid, end jeg har tidligere i mit liv.
September 2020
I Düsseldorf og kigge på nye autocampere
En fire dages tur til Düsseldorf. Det var skønt at komme ud og lufte hjulene lidt. Og det gav mig lidt udlængsel, kunne jeg efterfølgende mærke.
10 dage i Sverige - Oktober 2020
Jeg havde udlængsel
Så jeg tog mig 10 dage i Skåne, Sverige, inden Skåne også lukkede ned. Det var fantastisk. Jeg var bl.a forbi Söderåsens Nationalpark, Kullaberg og Fyledalen, hvor jeg havde en virkelig fantastisk weekend.
Rejsedrømme
Der er SÅ mange steder, som jeg gerne vil hen. Men min størte drøm er at komme tilbage til Island næste sommer, hvor jeg vil tage et stop på Fæøerne. Men derudover er de nordiske lande på ønskesedlen; Norge, Sverige og Finland. Jeg drømmer om Polen, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Montenegro, Grækenland, Italien, Nordspanien, Skotland, Irland… Jeg kunne blive ved. Jeg har mange år endnu på vejen!
Hvorfor jeg rejser alene?
Der er faktisk flere grunde til det. Jeg har ingen kæreste, jeg nyder at have friheden til at gøre, hvad jeg selv vil. Jeg kan stoppe bilen og arbejde, når det passer ind. Jeg kan stoppe og gå en tur og fotografere, når jeg ønsker det.
Næste mål?
Nu har vi Covid-19, der gør det lidt svært for mig at planlægge en masse, men jeg håber på, at jeg inden for den nærmeste fremtid kan rejse noget mere i Norge og Sverige. Og drømmen er at tage 3-4 måneder til Island næste sommer.