Jeg har nu i over 2 år rejst alene. Sikke friheder det giver mig, mange muligheder og jeg elsker det så meget! MEN, der er altid et MEN. For intet er 100% lyserødt! 

Når jeg fortæller mine følgere om mit liv, så viser jeg dem altid hele paletten af mit liv (argh næsten, de ikke med på toilet eller visse andre private ting) Men jeg prøver at vise dem et helt billede af det gode og knap så gode!

At rejse som jeg gør, har givet mig mere livskvalitet, jeg har flere gode dage nogensinde end jeg kan mindes at have haft tidligere i mit liv. Jeg har flere dage, hvor jeg kan sige, jeg er lykkelig! Friheden til at være chef i eget liv, at kunne rejse til venstre, fordi JEG har lyst til det!

MEN som sagt findes der også knap så lyserøde dage. Fornyelig skulle jeg redde en baby puffin (lunde fugl) og det resulterede i en brækket ankel…
= operation
= gips i 6 uger + genoptræning
= ikke at kunne køre bil
= ret hjælpeløs!

Jeg var ude Vestmannaøerne, en ø syd for Island. Jeg var egentlig på vej mod et vulkan/lavamuseum, hvor jeg stoppede op for at se flere af de lokale hjælpe lunde unger (puffins babyer) ud på havet igen efter de om natten forvilder sig ind til byen. De tror lyset det er måneskin og søger denne vej.
Jeg havde dagen før selv fået æren af at sætte en fri og ønskede a tage billede af andre, der gjorde det (med deres tilladelse).
Jeg sad der og pludselig kom en sød lille pige. Min første tanke var ”hun kan da ikke få den højt nok op ud over det klippestykke” og rigtigt nok, så kunne hun ikke få hendes lille puffin ud på havet. Den havnede på klippen ude foran, hvor jeg sad. Så jeg løb ud for at redde den, så den ikke forvildede sig ud over klipperne.

Jeg faldt på vej tilbage. Under en meter fra jeg skulle give den tilbage til den lille pige.

Da jeg der lå på lava klipperne og var ret meget på spanden. Jeg vidste det ikke var godt. Tankerne for rundt i hovedet! Hvad skulle jeg nu stille op?! Kunne jeg køre? Hvem kunne hjælpe mig. Jeg var alene. Jeg havde så mange spørgsmål til mig selv! Jeg græd – jo det gjorde lidt ondt, men smerten for mig var at mit Islandseventyr var slut. Jeg vidste, jeg måtte trykke på pauseknappen. Jeg havde hørt knækket i anklen.

Da jeg lå der og virkelig var hjælpeløs, der mærkede jeg omsorgen fra de islandske folk. En ringede til ambulance og anden hentede vand og en tredje sad ved mig og sagde en masse dejlige ting, som jeg ikke husker mere, men sød var hun.

En lille familie kørte Hugo hospitalet, blev hos mig og da jeg var færdig, så kom jeg med dem hjem i deres indkørsel og blev inviteret på aftensmad. Jeg mærkede omsorg på et meget højt plan.

Jeg skulle med færgen ind til Reykjavik, da jeg næste dag kl. 12 skulle opereres. Jeg ringede til min gode ven, Jeroen, som jeg var oppe på vulkanen med. Han var så sød at hente mig ved færgen og kørte mig på hospitalet.

Jeg brugte mit netværk på Instagram. Jeg mærkede en hjælpsomhed ud over det sædvanlige. Min gamle værtsfamilies datter og mand hentede mig sent om aftenen fra hospitalet og vi fik hentet medicin på Apoteket, hvorefter jeg boede ved dem i et par dage ude foran deres hus. Derefter spurgte jeg hjælp igen 🙂 Der var en familie, der har fulgt mine rejser i 3 år på Instagram, der hjalp, de hentede mig, lavede mad og tog sig af mig i den første uge efter operationen. Jeg kendte dem ikke, men de er nu venner for livet! Hvor er det vildt som hjælpen var der, hvor jeg havde mest brug for den. Jeg er evig taknemmelig

Jeg valgte at blive på Island mine sidste uger, og efter den søde familie hjalp mig efter en uge, så kom min veninde Lene og hentede mig. Hvorefter vi kørte nordpå – op til Hjalteyri, hvor mine sidste uger var med udsigt over fjorden. Jeg brugte tiden til at lade naturen inspirer mig til at arbejde på mine 2 foredrag, samt kalender. Min webshop med min eBog “Mit liv i AUTOCAMPER” er kommet ud nu. Så alt i alt, så kommer der gode ting ud af knap så gode ting.

Jeg har fundet ud af, at når man rejser alene, er man mere sårbar og afhængig af andre hjælp, hvis ting går galt, som i mit tilfælde. Så er der faktisk folk. Man er aldrig alene. Jeg fik over 300 private beskeder (stoppede at tælle mere) med så vildt søde ‘God bedring’ fra hele verdenen.

En besked der ramte mig rigtig meget, var fra en kvinde i Indien, der var låst fast til hendes liv, hendes land og hendes liv forudbestemt. Så hun levede hendes liv og drømme igennem mine eventyr. Det rørte mig rigtig meget.

Min Far kalder mig altid uheldig heldig! For ingen tvivl, jeg har også fået så meget godt ud af dette også.

Så godt nok lå jeg med benet oppe og med tæer der blev blå, når jeg stod oppe mere end 5 minutter, men jeg havde så megen kærlighed og omsorg omkring mig. Og jeg fået andre oplevelser. Der er andre døre, der åbner sig! Og nu var der ro til at arbejde på foredrag, kalender, print, kundeopgaver.

= Der kommer altid noget godt ud af noget skidt.

Stopper dette mig i at rejse alene? Spørger nogle. Og nej det gør det ikke. Det giver mig en anden oplevelse i livet. Og vi vokser og lærer af alt – både det gode og knap så gode!

Selvom Island ikke er med i EU, så dækker det Blå sygesikring, så husk at have dette med, når du rejser. Derudover har jeg en erhvervsrejse forsikring hos Europæiske rejseforsikring. De har været en god støtte undervejs. Husk gå aldrig ned på en god forsikring.

Ugerne gik på Island og min lillebror kom og hjalp mig hjem. Vi havde en skøn tur hjem, jeg nåede at vise ham en lille bitte smule af Island på vej til færgen.

I dag er en stor dag!

Hvor har jeg glædet mig til denne dag. Gipsen er røget. Jeg er lettet. Jeg var oppe ved min faste Fysiotearapeut Mads fra Fysioterapeuterne Bryggergaarden. Han hjalp mig med min frosne skulder for nogle år siden, så jeg satser på, i samarbejde med ham, at jeg er klar igen til eventyr snarest muligt.

Det kan være, jeg vil få nedsat bevægelighed. Så det må vi se på til den tid. Det vil nok ikke være noget, der vil genere mig i hverdagen. Ellers sagde han så mange gode ting, at jeg blev beroliget for en del bekymringer. For jeg var nok nervøs for det ville brække igen, hvis jeg fik trænet for meget med bevægelseligheden. Men jeg skal ikke være nervøs, siger han.

Jeg er meget lettet og glad. Så jeg vil gå i bad og fejre jeg kan gøre det uden pose på benet 🙂 Nogle gange er det de små glæder i livet der giver varme og smil 🙂

God weekend derude!

Knap så rullende hilsner som det plejer 😉
Men Hugo og jeg triller snart videre!

Anja

———

Jeg vil lave nogle opdates herunder, så du kan læse fremskridtende fremover 🙂

5. Oktober

Siden jeg fik gipsen af den 24. September er det gået rigtig fint. Jeg har været ved min fysioterapeut Mads og været i gang med øvelser. Først med bevægelse og efterfølgende er der kommet belastning på programmet. Jeg har lyttet godt til min egen krop og fået rigtig god vejledning.

I går efter jeg havde været ved Mads, så gik jeg få skridt. Jeg er så glad. Så nu arbejder jeg videre med belastning og bevægelse, så jeg kan blive stærkere. Og jeg har ‘gået’ lidt efterfølgende sammen med krykkerne, hvor jeg ikk lægger fuld belastning på 🙂

Så det går godt og jeg er ved godt mod 🙂

Relaterede blogindlæg

Årets fåresamling

Årets fåresamling

Aldrig har jeg hørt så meget mæææææh i mit liv. Og sikke en skøn oplevelse at være med til. Hvert...

læs mere