Ved ikke, hvad jeg havde forventet. Egentlig nok ingenting, så jeg var så wow over al den skønhed.
Planen var faktisk at vente med Slovenien til når jeg skulle have min tur til Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien, Kreta og så sejle til Italien. MEN så ændrede planen sig, som den har gjort nogle gange på denne tur allerede.
Jeg ville så gerne op over Grossglockner, men efter at have venter i tæt på 4 dage i Zell am See, hvor det bare regnede og regnede (Jeg fik da lavet en masse arbejde) Da jeg ramte fredag, så skulle der ske noget. Jeg skrev til Eveline (en svensk pige, jeg havde mødt tidligere på turen) og spurgte hvor hun var. Hun skrev Kranskja Gora, så jeg startede Bumle og vi kørte ned til hende.
Kranskja Gora
Vi mødes på en parkeringsplads, hvor vi campede gratis og gik en skøn tur i byen og i området.
.
Lake Bled
Næste morgen kørte vi mod Lake Bled. Jeg havde kun set billeder derfra, så første indtryk, da vi kom til søen var ”Det var slet ikke, hvad jeg forestillede mig” – MEN vi vandrede op op op op op og atter op. Ej det var en fin tur, men man skal bestemt ikke være svagt gående. Det er stejlt og godt for røven ?
Som vi kom opad og fik udsigt ud over søen til den lille ø med kirken. Der kunne jeg se, hvad det var, jeg havde set på billederne. Det gav lige pludselig meget mere mening.
Vi opholdte os meget kort tid foroven, da der lige var landet en kæmpe gruppe, der “Fyldte meget på alle måder”, så vi skyndte os ned af igen, væk fra alle de støjende mennesker ?
Vi satte os på en bænk et stykke nede og nød udsigten inden vi gik helt ned til søen og nød solskinnet.
Her er 3 forskellige niveauer af udsigten til Lake Bled. Og et billede af Eveline og jeg 🙂
Lake Bohinj
Det er et sted, jeg vil huske for den bedste overnatning på turen – indtil videre. Sikke en udsigt at campere ved og da jeg kom ret tidligt på dagen for at tjekke ind, så der var ret meget frit valg, hvor jeg ville holde. Jeg valgte da selvfølgelig at holde ned til vandet. Den stilhed gjorde, at jeg kunne have været der for evigt (eller lige knap, men det føles så skønt) og så til kun 13€ – MED wifi på pladsen! ? Jeg må tilbage dertil en dag!
Vejret var så stille og søen var så blank og gav mig en masse skønne refleksionsbilleder.
Triglav National Park
Jeg kørte faktisk tilbage til Kranskja Gora, for at have et godt udgangspunkt til at køre ind i Triglav. Jeg valgte at stå op før solen stod op, både for at få det tidlige lys, men også for at have parken/vejen lidt for mig selv, derop ad. Og rigtig nok, jeg mødte ikke en bil på hele opstigningen, samt noget tid efter.
Stigningen har 24 sving op og 26 ned. Og Bumle klarede det så flot – både op og ned. Vi var heldige de optog en reklamefilm på vej ned med 2 nye Porsches, så det kan os en pause på 15 min halvvejs nede. Så bremserne var fine og ikke brændt gummi lugt 🙂
Da jeg kom ned fra bjerget, ramte Soca floden mig, den turkise farver var alle steder, jeg kørte langs den og havde min første overnatning i Bovec. Efter jeg fandt mit campsite, stod det ned i stænger, som STOD NED. Jeg sov ikke meget den nat og da jeg vågende, var der kæmpe vandpytter overalt og det regnede stadig. Så jeg har ingen billeder derfra.
Kobarid
Her overnattede vi på Kamp Lazar og jeg mødes med 3 andre instagrammer, hvor vi vandrede op til Kozjak vandfaldet sammen.
Turen derop var en lille vandring på omkring 20 minutter, hvilket jo altid bliver længere, når man er 4 fotografer samlet 🙂 Jo mere vi nærmede os, jo mere mindede det om en regnskov. Faktisk kunne jeg forstille mig, det var ret eksotisk om sommeren.
Det koster normalt 4€, men der var ingen tilstede ved betalingslugen. Jeg tror, det var fordi, vi var der så sent på dagen, for da jeg kom dagen efter om formiddagen, betalte jeg.
Vi mødte denne lille frækkert på vejen. Desværre havde jeg ikke mit makroobjektiv med, så det blev bare til lidt ”bevismateriale” billeder 😉 Det var derfor jeg gik derop dagen efter igen, men der var det mere tørt, så de havde nok gemt sig.
Jonas Furstone er en roamer, der rejser verdenen rundt for fotografere 😉 Vi har fulgt hinanden i et par år og ud af det blå lander vi i det samme land. Du kan se hans hjemmeside her: www.furstonetravels.com og hans Instagram her @furstonetravels
Jeg må sige alt i alt, at Slovenien virkelig overraskede mig.
Og jeg kommer helt sikkert tilbage hertil! 🙂
Bumlende hilsner
Anja
0 kommentarer
Trackbacks/Pingbacks